Om 80cph
80cph er en komponistledet platform for nye værker, samtaler og kunstneriske muligheder. Grundlagt af Daniel Bernhard de Jesus Christiansen med ny klassisk musik som udgangspunkt og en ambition om at bringe både musikken og menneskene bag tættere på et publikum.

Foto: Alexander Banck-Petersen
FORMÅL OG VISION
Det begynder med musik. Det vokser mellem mennesker.
80cph udspringer af arbejdet med at komponere: tiden ved klaveret, idéen på papiret og mødet med de musikere, der giver et partitur liv. Fra atelieret på Gl. Kongevej 80 udvikles nye værker og kunstneriske projekter med plads til fordybelse, nysgerrighed og samarbejde.
Gennem 80 PROJECTS arbejdes der med koncerter, produktioner og møder mellem musikken og andre kunstformer. Ambitionen er at føre idéer fra de første skitser til oplevelser, der kan deles med andre.
AT 80 — Conversations er en samtaleserie under udvikling med unge og nye kunstnere på den danske scene. Her er mennesket bag værket i centrum: drivkraften, tvivlen og arbejdet med at finde sin egen stemme. Samtalerne skal danne grundlag for podcast og senere en bog.
Med 80 FOUNDATION arbejdes der på at etablere en selvstændig forening, som skal hjælpe unge og nye kunstnere gennem økonomisk støtte, faglig sparring og praktisk hjælp til at realisere deres idéer.
Fælles for initiativerne er ønsket om at give kunsten tid, skabe møder mellem mennesker og åbne muligheder for, at nye værker kan blive til.
